Smart working og arbejdspladsens fremtid
Er corona-pandemien en dødsdom over kontoret, som vi kender det? Formentlig ikke. Men den vil sætte skub i den nuværende tendens til decentralisering og mere fleksible måder at arbejde på, forudsiger den britiske arbejdspladskonsulent Andy Lake. Han rejser også spørgsmålet: Hvad skal arbejdspladsen bruges til?
I 2013 udgav den britiske arbejdspladskonsulent Andy Lake sin bog ’Smart Flexibility’. Siden da har han i stor udstrækning arbejdet med store virksomheder og hjulpet dem med at modernisere deres arbejdsmetoder og arbejdspladser. Han har tillige udarbejdet en vejledning om ’Smart Working’ for den britiske stat og den britiske standard PAS 3000: 2015 – Smart Working Code of Practice. Derudover har han arbejdet sammen med EU-kommissionen omkring deres program Fremtidens Kontor.
Når han bliver spurgt om at arbejde smart, taler Andy Lake lige så meget om arbejdsmetoder som om arbejdspladser.
“At arbejde smart handler om en modernisering af arbejdsmetoder ved hjælp af nye teknologier og nye typer arbejdspladser. Det handler meget om at anvende arbejdsmetoder baseret på tillid og styring vha. resultater. Når man arbejder smart, forsøger man at gøre alting på en mere fleksibel og dynamisk måde. Men det drejer sig ikke kun om at bruge nye teknologier og et nyt design af arbejdspladsen. Det handler mere om helt at ændre karakteren af det, som man kan gøre.”
Er der brug for en fælles arbejdsplads?
Den hurtige udvikling af nye teknologier og digitalisering, der omfatter alle aspekter af samfundet, gør næsten alt muligt med hensyn til, hvordan vi organiserer vores arbejde, og hvordan vi udfører det. Så er det et paradigmeskifte, hvor vi går fra fokus på en arbejdsplads til en mere proces- og praksis-centreret diskussion, som ikke afhænger af specifikke lokaler?
“Da den nuværende arbejdspladsmodel blev udviklet i det 20. århundrede, var der stor værdi i at koncentrere personale, ressourcer, dokumenter, etc. Men i den digitale verden ligger der merværdi i decentralisering, i at flytte arbejdet til de ansatte, samt dematerialisering, hvor produkter bliver til tjenesteydelser. I denne sammenhæng kan folk arbejde sammen på mange forskellige måder. Det rejser til gengæld spørgsmålet: Hvorfor skal man så komme hen til arbejdspladsen? Det er et grundlæggende spørgsmål. En masse vidensarbejde kan udføres hvor som helst, og en masse samarbejde er også ved at blive virtualiseret. Så hvad skal vi egentlig bruge arbejdspladsen til? Der findes virksomheder som f.eks. WordPress med hundreder af millioner dollars i omsætning over hele verden, men med næsten ingen lokaler overhovedet.”
Andre lokaler end kontorer
Men nej, Andy Lake tror ikke på, at kontoret vil uddø. Han mener stadig, lige som resten af os sandsynligvis tror, at vi har brug for at mødes i et vist omfang. Men konceptet arbejdsplads, som det udviklede sig under den industrielle epoke, forsvinder gradvist, fastholder han.
“For mig rejser det det store spørgsmål om, hvad den sociale infrastruktur ved arbejde i det hele taget er? Mennesker i “arbejdspladsbranchen” har en tendens til kun at fokusere på kontoret. Altså, hvis mange mennesker arbejder hjemmefra eller på kaffebarer, hvad så med disse lokaler? Hvordan skal de designes og serviceres?”
Andy Lake efterspørger en diskussion om, hvordan vi kan skabe andre områder, både offentlige og derhjemme, der kan supportere muligheden for at arbejde.
“Jeg mener, at der ligger en stor politisk udfordring i den tendens, at hjemmene bliver mindre og mindre. Evnen til at arbejde hjemmefra understøttes ikke så godt i de fleste moderne huse. Hvis du for eksempel driver en virksomhed, og du skal have gæster på besøg, så mangler der den rette type arbejdsplads. I boligblokke kunne man overveje nogle lokale arbejdscentre i byggeriet. Jeg tror, at de kontorfællesskaber, der dukker op i storbyerne, er en del af denne infrastruktur i forandring, men der er lang vej endnu. Og både politikere og udviklere skal op på omgangshøjde med denne situation.”
Hvis mange mennesker arbejder hjemmefra eller på kaffebarer, hvad så med disse lokaler? Hvordan skal de designes og serviceres?
Coronavirus kunne være den udløsende faktor
Dette interview fandt sted i slutningen af maj 2020 midt under corona-pandemien, hvor lande i hele verden lukkede samfundet op igen efter flere måneders lockdown. Twitter udtalte netop da, at de vil give deres personale lov til at fortsætte med at arbejde hjemmefra, hvis de gerne vil. Andy Lake tror, at corona-pandemien kan være en udløser, der skubber denne udvikling af helt nye arbejdsformer fremad.
“Jeg tror, at pandemien har fjernet blokeringer for mange ting i folks sind. Der har traditionelt været stor modstand mod denne udvikling baseret på den opfattelse, at vi er nødt til at mødes, at vi er nødt til at se kropssprog, mv. Men det er ved at ændre sig. Folk har indset, at der er mange flere muligheder nu. Det giver et stort løft til denne decentraliserende trend. Efter min mening er Twitter et rigtigt godt eksempel på det. Det forholder sig helt afgjort sådan, at virksomheder, der arbejder smart, var meget bedre forberedt på at tilpasse sig omfattende distancearbejde.”
Flere udendørsfaciliteter
Lige nu påvirker pandemien vores kontorer omkring behovet for social afstand og færre personer forsamlet på et område. Andy Lake ser dette som en midlertidig fase, men forudser også nogle permanente ændringer som resultat af corona-pandemien.
“Jeg tror, at folk i langt højere grad vil efterspørge faciliteter, hvor de kan arbejde udenfor eller i halvåbne områder. Og der vil komme langt flere og bedre mødelokale-teknologier, med større skærme og bedre audiovisuelle systemer. De fleste virksomheder halter bagefter feltet i denne henseende, og medarbejderne kæmper med at få forbindelse – enten teknisk eller fordi mødedynamikken er fastlagt af de personer, der er fysisk til stede.”
“Med tiden vil kontorets design blive tilpasset til at have betydeligt mindre kontorer, som anvendes mere intensivt, men af et mindre antal personer end i øjeblikket. Jeg tror, at vi kommer til at se dette i løbet af de næste 5-10 år.”
Jeg tror, at folk i langt højere grad vil efterspørge faciliteter, hvor de kan arbejde udenfor eller i halvåbne områder.
God akustik er en af nøglerne
Akustiske problemer er også centrale for at imødekomme denne nye, decentraliserede og dematerialiserede kontekst af smart arbejde, siger Andy Lake.
“Det er vores mål at skabe gode steder til at arbejde smart, og god akustik er en af nøglerne til det. Det bliver imidlertid typisk negligeret, når en arbejdsplads skal designes. Det betragtes stadig som en slags luksus. Jeg besøger den ene arbejdsplads efter den anden, der har en forfærdelig akustik, hvor de så efterfølgende er nødt til at eftermontere for at imødegå problemerne. Men jeg tror, at det er ved at ændre sig. Det er vigtigt at huske på, at folk har brug for muligheden for at kontrollere det akustiske miljø. Designet skal bevæge sig mod lokaler, der er designet til forskellige typer aktiviteter, med forskellige sansemiljøer, hvor folk kan foretage valg, der passer til både aktiviteten og deres personlige præferencer.”
Afslutningsvis vil vi sandsynligvis stadig gå, cykle, køre eller pendle til kontoret i fremtiden. Men vi vil gøre det på forskellige tidspunkter, i forskellige mængder og med forskellige formål. Klichéen med forretningsmanden med sit kontor i lommen vil formentlig forblive en kliché et godt stykke tid endnu.
“Kontoret er ikke dødt endnu – det bliver blot mere varieret og går ud over sine traditionelle grænser,” opsummerer Andy Lake.
Tekst: Lars Wirtén