Kreativ summen

Det nye F&U-center hos den højteknologiske gigant Autodesk i Tel Aviv vandt en israelsk designpris i 2015. Designerens hovedudfordring var at afbalancere behovet for omfattende kommunikation mellem kolleger med nødvendigheden af et roligt og fredeligt arbejdsmiljø.

Det første man lægger mærke til, når man kommer ind på Autodesks fantastiske nye kontorer i Tel Aviv, er en hund, der ligger på det grå cementgulv og stirrer direkte på en. Det nye F&U-center hos denne globale softwaregigant fylder fire etager på en af byens travleste gader, og det er tydeligt, at virksomheden ønsker, at medarbejderne skal føle sig hjemme – og derfor tillader, at de tager deres kæledyr med på arbejde.

Autodesk er verdensledende inden for 3D-design og konstruktionssoftware med over 7.000 medarbejdere på verdensplan. De udvikler software, cloudtjenester og apps til en lang række brancher, herunder arkitektur, ingeniørvirksomhed, byggeri & anlæg, fremstilling og boligindretning. Deres produkter (f.eks. AutoCAD) er blevet anvendt i forbindelse med mange højt profilerede projekter, lige fra New Yorks Freedom Tower til udvidelsen af Panamakanalen.

Som det passer sig for et firma, der beskæftiger sig med 3D, har man anvendt et tredimensionelt design. Væggene er dekoreret med produkter fra de 3D-printere, som er placeret rundt om på kontorerne. ”Vi ønskede at indbygge en fornemmelse af produktet i vores design”, siger Shirli Zamir, projektdesigner. ”Vi brugte et bredt udvalg af materialer – træ, stål og cement – der spiller sammen på en lagdelt måde. Loftet er eksponeret, så man kan se rør og elinstallationer – hvilket skaber en dynamisk og spændende atmosfære.” 

 

 

 

 Autodesks kontorer i Israel

  • Det nye Autodesk F&U-center åbnede i 2014 og huser  øjeblikket 120 medarbejdere.
  • Autodesk er verdensleden inden for 2D- og 3D-design og leverer konstruktions- og underholdningssoftwareløsninger til forskellige brancher såsom produktion, byggeri & anlæg, medier og underholdning.
  • Centrets førende produkt, AutoCAD WS, tilbyder adgang via webbrowsere, mobiltelefoner og tablets. Ifølge virksomheden bruges det dagligt af millioner af brugere verden over.
 

 

”Målet”, siger arkitekten Michi Setter, ”var at opnå en perfekt balance mellem på den ene side en energisk og kreativ atmosfære og på den anden side et roligt og fredeligt arbejdsområde. Det kan godt lyde som to modsætninger”, siger han, ”men her har vi igen brugt vores tredimensionelle koncepter.”

Designet giver mulighed for samarbejde i teams og åben kommunikation blandt forskellige teams, og samtidig er der områder, som er velegnede til at arbejde alene eller i grupper. En bufferzone adskiller en offentlig korridor fra et åbent rum. Bufferzonen tilbyder fredfyldte arbejdsområder, uformelle samarbejdsområder og konferencelokaler – der alle fungerer som visuelle og akustiske barrierer. ”Når man giver folk frihed til at bevæge sig mellem lokalerne”, siger Shirli Zamir, ”så understøtter man også den frie tanke.”

Receptionen er placeret i stueetagen sammen med et cafeteria (der tilbyder en lang række morgenmadsprodukter samt et udvalg af økologiske mælkedrikke). En hel etage er dedikeret til virksomhedens 3D-aktiviteter med nogle få printere på størrelse med en bil. Alle etager har en vidunderlig udsigt over byen Tel Aviv og det turkisblå Middelhav.

Oprindeligt foreslog hovedkvarteret hjemme i USA et åbent storkontor til samtlige medarbejdere, men den israelske afdeling havde nogle andre krav. ”Vi ønskede ikke en åben planløsning”, siger Jonathan Seroussi, site manager og chef for AutoCAD’s mobilteam. Israelere er mere dynamiske og støjende end deres amerikanske kolleger, forklarer han. ”Vi ønskede et arbejdsområde, der giver mulighed for relevant kommunikation, så man ikke kan høre alt, hvad de andre siger, men kun det man ønsker og har behov for at høre.” Michi Setter fortæller, at da han besøgte Indien, så han hundreder af kolleger, der sad sammen på et kæmpe storkontor, uden at man kunne høre en lyd. Det var aldrig gået i Israel, siger han.

Kontorets design vandt Bronze A’ Design Award i Italien i 2015 og designprisen Ot Haitzuv i Israel i 2015. Eftersom Autodesks produkter fremmer bæredygtigt design og produktion, var det kun naturligt, at man lagde stor vægt på bæredygtigt design. Kontoret opnåede den højeste LEED-klassifikation – platin – for indretning af erhvervsbygninger. Der blev anvendt genbrugsmaterialer i byggeriet, og belysning og klimaanlæg tændes, når medarbejdere kommer ind i lokalerne, og slukkes når de forlader dem igen.

Eitan Tsarfati, leder af forbruger- og 3D-udskrivning i virksomheden, siger, at selv om Autodesk nu er en stor, veletableret global virksomhed, så har kontoret i Tel Aviv bevaret nogle af kendetegnene fra sin yngre og mere rebelske opstartstid. ”Vi har f.eks. farvestrålende graffiti på væggene”, siger han, ”hvilket er sjældent på virksomhedskontorer.”

 

 

Akustiske løsninger

  • Det var en stor udfordring, at medarbejderne kunne tage deres hunde med på arbejde, eftersom man ikke kunne lægge tæpper på cementgulvet for at reducere støjen.
  • For at reducere støj anvendte man en række akustiske overflader og paneler (Ecophon Solo™ og Ecophon Master™ B i farven Soft Slate) i korridorerne, over arbejdsområderne (nedhængt fra det åbne loft) og i konferencelokalerne.
 
 

Tekst: Adi Schwartz

Fotograf: Ahikam Seri